Nu har jeg spadseret Arctandria om.

Mig mindes vel og den u-lyckelig Stund, Da henved fem hundrede Kroppe til Grund,Omkomme for U-veyr paa FoldenHvor ey kunde føres en Traad eller Klud;Af tusinde Siele, som seilede ud,Kom neppe tre hundred beholden.

Du grumme Søe-Konge, du Trold i det Vand,Hvad driver dig til, at du render paa Land, Og lader godvillig dig slagte.

Her var ey at tøve, den Hane blev spendt, En gloende Kuule hen venlig forsendtDen skind-klæde Skolt bag sit Øre; Det smaget ham ligesom nye-smeltet Bly,De andre hans Grander begyndte at flye, Vil Selskab der længer ey giøre.

Mig angrer av mit hjertens grundjeg bogen skulde læreat jeg for alt det jeg har slittfik intet andet til profitend umag og besvære. Hvad har vi nu, fordi vi gikvel 20 aars tid i skole,Og mangt et slag i Haanden fik, samt banket rygg og kjole?

I denne Skiærsmissel det artig tilgik,Hver toge til takke den skade de fik, Og ingen lod anden anmode; Thi den Harpunerer behote sit Spiud,Og Hvalen beholte sit Spæk og sin Hud, De skiltes ad Venner og gode.

Flux over os hersker den Iis-kolde Pool,Beliggend langt borte fra Straalmilden Soel,Med bister Planeters Aspecter;

Du Steenbid, hvi griner saa ilde din Flab,Hvi est du saa skubbet, og fuld utav Skab,Siig, est du befængt med Frantzoser.

Thi Søen tager saa mangen;Her sidder en Encke, som Manden har mistOg hisset en anden, har Skilsmisse fristHvis Mand er fordrugnet for langen.Man spørger en Fader, som Sønner har stoor,Hvor er dine Sønner? de blev udi Fior,Man fritter en Søn om sin Fader;Strax skal hand dig grædende svare med hast, Min Fader blev borte med Tackel og Mast,Den Sorg mig saa snart icke lader.

Jeg svarer dig af min Eenfoldighed vel, At Satan paa Folk ved at giøre Forskiel,Og efter Personer sig føye; ...den Gierning er hannem ey tung eller suur,At hielpe et Menniskes Legem ved Cuur,Hvis siæl hand i Længden vil vinne.